Plysgarn blev introduceret til Kina efter opiumkrigen. På de tidligste billeder, vi så, bar kineserne enten læderkåber (med alle mulige slags læder indeni og satin eller stof udenpå) eller bomuldskåber (indvendigt og udvendigt) om vinteren. De er alle lavet af vat i midten af stoffet), tykke og fede, især børn, som runde kugler. De første mennesker, der strikkede sweatre, var udlændinge, der kom til Kina. Langsomt begyndte mange velhavende og moderigtige kvinder også at lære håndstrikning. I begyndelsen af det 20. århundrede var sweaterstrikning blevet en almindelig praksis i kystbyer som Shanghai og Tianjin.
En kugle uld, to bambusnåle, ligger ubrugeligt under stuevinduet, solen skinner på kvindens skuldre gennem den broderede hvide skærm, den slags komfort og ro er ubeskrivelig. I Shanghai har mange butikker, der specialiserer sig i uldgarn, mestre siddende ved bordet og underviser kvinder, der køber uldgarn, i strikkefærdigheder. Langsomt er håndstrikkede sweatre også blevet en levebrødskilde for mange kvinder. "Godt arbejde på arbejdet" erstattede gradvist "godt broderi" og blev en kompliment til en dame for hendes opfindsomhed. På de gamle Shanghai-månedskort er der altid en permanenthåret skønhed iført en farverig cheongsam og en håndstrikket hvid sweater med et hult mønster. Populariteten af håndstrikkede sweatre fik uldindustrien til at udvikle sig hurtigt. Selv i krigsårene blev mange nationale industrier tvunget til at stoppe produktionen, og uldproduktionsindustrien kunne knap nok opretholde sin økonomi.
Opslagstidspunkt: 19. juli 2022
